En dag i kirkens tegn

Toget ankom til Beograd kl. 6.32 og efter vi var blevet vækket 2 gange i løbet af natten, havde ingen af os sovet fantastisk. Især Gitte var træt. Vi stod af toget og Beograd om morgenen i fuld sol, var synet der mødte os. Byen bærer stort præg af at have været under kommunistisk styre, ligesom fattigdom præger bybilledet. Det lykkedes os uden det helt stor besvær at finde vores hostel, da det lå ret tæt på den faldefærdige togstation. Vores senge stod heldigvis klar, da vi kom og vi øjnede chancen for at få et par timers ekstra søvn. Det var i det hele en venlig velkomst vi fik, da vi ankom (vi fik blandt andet for mange penge tilbage i byttepenge).

Efter et par timers søvn, stod vi op for at tage ud og se byen. Damen på hotellet var venlig til at hjælpe og sørgede for, at vi havde navn/adresse på hostellet, men også for at vi have "ID-kort", hvis nu vi skulle blive stoppet af politiet. Vi startede med at gå op for at se blandt andet krigs-museet - som selvfølgelig havde lukket. LESSON LEARNED; tjek altid åbningstiderne på musee i guidebøgerne.

Da vi ikke havde spist morgenmad, begyndte sulten efterhånden at melde sig. Vi fandt derfor den første og bedste restaurant på det allermest turistede sted i byen. Tjeneren var meget venlig, idet han gav godt råd om serbisk traditionel mad. Vi endte med virkelig meget mad, som i at bordet var fuld af mad, i form af grillet kød (kylling, oksekød, pølser m.v.), pommes frites (som i menukortet, var beskrevet som grillede grønsager - skuffelse), serbisk salat til Emilie og serbiske kartofler til Gitte. Det traditionelle måltid gav derfor anledning til mavepine og guidebogen gav anledning til hovedpine. Det viste sig nemlig at samtlige museer m.v. var lukket om mandagen i Beograd. Vi konstaterede derfor hurtigt at Beograd var nitten om mandagen.

Som alternativ endte vi på en "byvandring". Vi gik ned forbi universitetet og "Studenterparken". Derefter gik vi forbi Hotel Moskva og det gamle palads, som vi gerne ville have været inde at se, men det måtte vi ikke pga. vores påklædning, åbenbart. Typisk. Ikke vores dag. Derpå gik vi hen til det nye plads og fik skæld ud for at tage billeder foran det. En smule irritable gik vi hen til parlamentsbygningen, som det også kun var muligt at se udefra.

Turen fortsatte til St. Marks Church, som var bygget efter en kirke i Kosovo og der var angiveligt begravet en helt i kirken. Lige bagved St. Marks Church lå en lille russisk kirke, meget lille. Den var udsmykket ret meget indeni og Gitte mente, at den passede perfekt til hendes bryllup.

Derefter gik vi ned til St. Sava Temple, som er verdens største ortodokse kurske. Den var meget stor og imponerende inden i, dog var den ved at blive renoveret. Lige ved siden af lå en helt lille kirke, som vi også var inde i - det blev til en dag i kirkens tegn. Ved kirken var der ind i en skraldespand, hvilket forårsagede en dårlig lugt.

Vi gik rundt og så på byen; et sjovt mix af kommunist/grå betonklodser, smukke bygninger og bygninger, der var blevet ødelagt under krigen, men som ikke var blevet bygget op igen, men som der vokser træer i. Fin potteplante, måske lidt dyr, meen..

Da vi nåede tilbage til togstationen, fortsatte vi mod James Hunyadis Tower - kun en rask lille gåtur på ca. 10 km. fra centrum af.Vi gik over floden, og gik ned langs vandet, mens vi nød udsigten. Der lå mange restauranter i Donau. Bydelen, hvor tårnet ligger, hedder Zemen. Den virkede meget anderledes, og stemningen var en helt anden. Husene var mere "villa-huse" og tempoet var langsommere. Det var ikke lige så hektisk. Der var nogle meget søde, små gader.

Vi fandt nogle små trapper op til tårnet. I tårnet gik vi hele vejen op og nød den smukke udsigt over byen og floden. I tårnet var en udstilling om Nikolas - en serbisk dude, der havde vundet en masse priser. Da vi skulle hjem igen, gik vi ned og tog bussen hjem, da det ville blive en lang gåtur hjem. På bussen kunne vi ikke finde ud af at købe en billet, og venlige som serbere er, var der straks to, uden engelskkundskaber, der tilbød deres hjælp. De forkladrede med fakler, at det kostede 150 dinarer og at billetten skulle købes af chaufføren. Da vi stadig må have set lige lost ud, gik den ene op for at købe billetter til os. Da der ikke kunne gives penge tilbage endte vi med at køre gratis. Da vi kom tilbage til hostellet, købte vi ind, trænede i parken, tog bad, lavede mad og hyggede os.