Vi stod op ved en 8.30-tiden, spiste morgenmad og fik pakket vores ting. Vi lod taskerne stå på hostellet, mens vi gik ud i byen. Klokken 11 skulle vi på en free walking tour, som startede ved nationalmuseet. Guiden fortalte at det ikke havde været åbent siden 2003, så denne guide og guiden fra cykelturen var ikke helt enige om hvornår museet lukkede. Guiden fortalte også at Serbien ikke altid havde været så stort, men at det først var efter 1. verdenskrig at Beograd ikke længere lå på landets grænser.
Hun fortalte ligeledes at under krigen havde teatret forestillinger, som kostede en dinar, så befolkningen kunne glemme det, der skete udenfor. Derefter gik vi ned til Skadarska, som er Beograds svar på Montmartre (eller Jomfru Ane Gade). Det er her man går i byen stort set hver dag. Det siges, at stedet fordrer kreativitet.
Derefter fortalte hun at det er uhøfligt at sige nej til at smage raki, hvis folk fortæller, at det er hjemmelavet, hvorefter hun tilbød os at smage raki (dog ikke hjemmelavet) - puha, det smagte stærkt. Derefter gik vi videre, og stoppede brat for at se på huse med skudhuller i. 1. verdenskrig var startet på det hjørne, hvor vi stoppede - som var blevet tricket af episoden i Sarajevo. Krigen startede, da Ungarn erklærede krig mod Serbien.
Efterfølgende gik vi hen til en gammel tyrkisk moské, og toppen var blevet taget af/på efterhånden, som osmanerne havde reageret. Den var efterfølgende blevet brugt som universitet - landets første. Guiden forklarede ydermere om hvordan det serbiske sprog var i familie med kroatisk, bosnisk og montenegrinsk. Alle kan forstå hinanden. Dog bruger de i Serbien cyrilliske bogstaver, men ordene kan også staves med latinske bogstaver.
Turen gik derefter til Silicon Valley, som er en gade opkaldt efter gaden i USA. Her kom folk for at "show off". Denne tendens blev forklaret med at folk under krigen ikke havde haft nogen penge, og når de så endelig havde nogen, så skulle det vises frem. Dyre biler blev parkeret på fortorvet, så de blev set og de rige ville stå på fortorvet og drikke.
Efterfølgende gik vi hen til citadel, hvor guiden gav os en lang forklaring på, hvorfor fortet var placeret, som det var på kanten af de to floder samt en forklaring på fortets betydning. Citadellet består af en ydre og indre mur. Den har ligget samme sted siden romerriget. Da slaverne kom til byen, var der første de så citadellet, som dengang var hvidt. De råbte derfor; "hvid by" og dermed fik Beograd sit navn. Der har været 57 krige sidenhen.
Vi fik ligeledes information om landet og byens historie, herunder de politiske forhold til EU og Rusland. Under den kolde krig var det tidligere Yugoslavien på god for med både østen og vesten, hvilket betød, at et pas hertil var i meget høj kurs på det sorte marked.
Herefter gik vi ned forbi en af de kirker, som vi ikke havde kunnet komme ind på om mandagen. Lige ved siden af ligger den berømte Café ?. Turen sluttede af ved Nationalbankmuseet, hvor vi fik et foredrag om den økonomiske krise og den høje inflation under krigen. Inflationen satte verdens rekord dét år. Pga. guidens "flabethed" angående "tips", valgte vi at gå efter vi havde sagt farvel til Lindsey og Thea.
Vi gik ind på nationalbankmuseet, hvor vi pænt blev vist op af en vagt. Da vi kom ind, tilbød en nydelig fyr, at vi kunne få vores billede på en serbisk pengeseddel - gratis - og vi fik tilmed et stykke chokolade. Glade og tilfreds, så vi på udstillingen, hvor man blandt andet kunne løfte vægtbarer og se falske penge.
Derefter gik vi hen til citadellet og spiste vores frokost, og så sluttede vi af på krigsmuseet, som heldigvis havde åbent. Efter lidt problemer med at forklare, at vi begge var studerende, fik vi vores billetter. (Gitte havde glemt sit studiekort hjemme i Danmark, og forsøgte at vise et billede af sit studiekort). Museet handlede om alle krigene lige fra landets oprindelse og var meget kunstnerisk. Desværre stod der ikke noget på engelsk, så hvad det helt gik ud på, er vi ikke helt klar over :D Da vi nåede til 1. og 2. verdenskrig begyndte der også at komme engelske tekster. Udstillingen viste, hvordan yugoslaverne havde været berørt af krigen, hvilke allierede der havde været - Balkanlandene imellem og med Italien. Samt om oprøret ledt af Tito.
Efter at have gået rundt på krigsmuseet et stykke tid, gik vi lidt ned af gågaden og fik en frozen yoghurt med topping på. Det smagte okay. Herefter shoppede vi lidt inden det blev aftensmadstid. Vi fandt en restaurant, hvis interiør lignede et teater. Virkelig lækker indretning og en oplevelse. Vi sad ude på fortorvet og spiste vores mad. Vi fik lækker risotto og salat. Så var det blevet tid til at hente vores ting på hostellet og begive os mod toget, som skulle tage os mod Bar.
Der holdt et gammelt, brugt, aflagt tysk sovetog og ventede på os. Vi skulle sove i en kupé med 6 køjer, hvilket betød, at der var ret trængt i kupéen og at vi ikke kunne sidde oprejst i vores senge - vi havde valgt de nederste pladser. Alle røg ud af vinduerne og der var super varmt. Vi boede i kupé med en gammelmor og hendes datter som havde de mellemste pladser og på de øverste pladser sov et ungt par. Gammelmor var ret gnaven, idet at vi ikke ville bytte pladser med hende og hendes datter. I løbet af natten blev det ret koldt, konduktøren tog vores billetter og pas og Emilies seng var i stykker.
Viser opslag med etiketten Beograd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Beograd. Vis alle opslag
onsdag den 24. juli 2013
tirsdag den 23. juli 2013
"Not working since 1999"
Idag vågnede vi ved en 8.30 tiden, gjorde os klar og blev igen tilbudt morgenkaffe. Mens vi spiste gennemgik vi lige dagens plan - mest, for at dobbelttjekke at tingene rent faktisk havde åbent idag. Først gik vi op og så prinsesse Ljubicas hus, som var indrettet delvist originalt og delvist efter andre berømte personer, gennem flere tidsperioder. Derefter gik vi over og så kirken overfor (det har jeg selvfølgelig glemt at skrive i dagbogen, hvad den hed), da den lå lige overfor hendes hus. Dog måtte vi heller ikke komme ind her, da vi ikke havde noget med til at dække knæ og skuldre (sjovt, at vi ikke havde lært det allerede :D).
Herefter gik vi op og så nationalmuseet (hvor vi kom gratis ind). Desværre har museet været "not working since 1999", men de havde dog en lille udstilling om Romerriget i Serbien, omkring hvordan Beograd har været en vigtig by og omkring religion. Der blev blandt andet lavet en pagt om, at man selv måtte vælge religion. Vi havde forventet at bruge mere tid derinde, men vi blev først senere klar over at museet var lukket og ikke fik statslig støtte.
Vi gik derfor en tur i supermarkedet og købte noget frugt og grønt til frokost og derefter gik vi over i Studentski-parken og fandt en bænk med halv sol, halv skygge og spiste vores medbragte mad. Efter at have siddet og spist og hygget i parken blev det tid til at finde mødestedet til den cykeltur, som vi havde bestemt os for at tage på. Selvom vi var der i vildt god til, var guiden der allerede. Først kom der en canadier, Dennis, derefter to australske piger, Lindsey og Tea, og så en serbisk pige, der var bosat i Østrig og hendes østrigske ven. Da alle var kommet gik vi ned for at hente cyklerne og guiden fortalte, at en lejlighed i Beograd kostede omkring 300-350 euro og at eksempelvis kød og mælk var billigere i Tyskland.
Først stop på turen var, hvor vi kunne se Sava og Donau gå sammen, hvilket hun fortalte om og så om Hunyadi-tårnet, som vi så dagen for. Hun fortalte også om hvordan Zenym havde været en by for sig selv. Ved næste stop fortalte hun om fortet, og så fortalte hun at Beograd fik navnet "Belgrade" for "the slavs" råbte bel (= white) og grada (=city), da det forhenværende fort var hvidt.
Ved det tredje stop forklarede hun om Beograds symbol, en statue af "Victor", som er en nøgen mand. Statuen blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev aldrig sat op pga. 1. verdenskrig. Statuen var blevet gemt i en cafanas kælder og blev først sat op omkring 1928, som et symbol på sejr. Først blev han sat op i byens centrum, men kvinderne mente, at det var krænkende, at han var nøgen og de skulle se på ham hver dag. Derfor blev han flyttet op til fortet.
Hun fortalte også at byens havnefront var ved at blive omdannet til et område med dyre restauranter. Hen langs havnefronten var der i et gammelt pakhus, både meget affald foran nogle af portene, men i andre dele af pakhuset var der dyre og lækre restauranter. I vandet langs havnefronten lå mange rustne skribsvrag, og flere steder skulle de hen over skribsvragene for at komme ud til de nye skibe.
Ved næste stop fortalte hun om, at befolkningen under bombningen i 1999 festede på broen, for at byens infrastruktur ikke blev ødelagt. Næste stop var Beograds Palads, som vi også gik forbi igår, i den tro at det var et palads. Hun fortalte at det var byen officielle bygning, hvor man modtager officielle gæster. Politistationen og flere ministerier var bosat i bygningen. og det var vist heller ikke tilladt at tage billeder af bygningen, men vi gjorde det alligevel. Hun fortalte at bygningen er formet som et H, men hvorfor vides ikke. "Paladset" er forbundet med den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, via en underjordisk gang. Den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, blev bombet i ´99 og er blevet genopbygget. Den blev desuden bygget efter en bygning i New York.
Herefter cyklede vi hen til hotel Yogoslavia, som blev opført i 60'erne og var et dyrt og berømt hotel i Beograd, men i '99 blev den tilstødende bygning bombet og siden har det været et spøgelseshotel. Hotellet havde en sengekapacitet på omkring 2000 senge.
Herefter cyklede vi hen til West gate, som Gitte gerne ville have set dagen før - heldigvis gik vi ikke helt derud. Guiden fortalte, at tårnet skulle have været en roterende restaurant, men det skete aldrig. Det ene tårn er en kontorbygning og det andet tårn er lejlighedskompleks. Man kan kun komme ind i "den roterende restaurant", hvis man arbejder i kontorbygninngen. Under Borgerkrigen havde man hver dag 4 timer uden strøm, derfor skulle indkøb etc. ordnes før, hvis man boede helt oppe i toppen.
Guiden fortalte også om, at landet stadig er præget af korruption og at det eksempelvis er muligt at betale sig til en uddannelse. Hun fortalte ligeledes om sin barndom under krigen med rationering og så fortalte hun også at det først var i 2005, at byen havde fået et shoppingcenter.
Næste stop var ved båden, som vi skulle sejle med over til øen. Da vi kom over på øen, fik vi lidt vand i flaskerne. Hun fortalte, at det er her Belgrades søger hen om sommeren, da øen byder på sport, parker, strand og restauranter. Så vi kørte hen til en bar/restaurant, hvor vi fik noget at at drikke og guiden fortalte at det var svært at få job, derfor begyndte mange på deres master. Emilie var i vandet til knæene, hvor der var små fisk. Efter i havde siddet og snakket og hygget lidt, cyklede vi tilbage. På turen tilbage stoppede vi ved byens 2 år gamle bro, og her fortalte hun, at broen havde været så dyr, at man næsten ikke havde råd til den.
Vi fulgte med Lindsey og Tea hjem, da vi ikke boede særlig langt fra hinanden. Vi aftalte, at mødes med dem på deres hostel, da der var en gratis pubcrawl, omkring kl. 21.30. Da vi kom tilbage til hostellet, løb Emilie lidt og Gitte vaskede tøj. Derefter lavede vi mad af det vi havde tilbage fra dagen før og inviterede Mila til at spise med os. Hun var alene, da hun havde været afsted med nogle venner, men hun skulle alene til Milano og videre til Spanien. Vi inviterede hele ligeledes med over og få en øl, hvor hun gav den første øl/Somersby. Efter at vi havde snakket et par timer og hygget os på hostellet i loungen, tog vi videre på en bar kaldet "Krug", som lå tæt på hostellet.
Vi fik et par øl og en drink, men vi hyggede os og mødte nye mennesker. Vi mødte blandt andet nogle fyre fra Tjekkiet. Emilie og nogle af de andre piger syntes at musikken var dårlig, så de forsøgte at bestille noget bedre dansemusik, som aldrig kom. Vi gik hjem i seng omkring 1-2 tiden.
Herefter gik vi op og så nationalmuseet (hvor vi kom gratis ind). Desværre har museet været "not working since 1999", men de havde dog en lille udstilling om Romerriget i Serbien, omkring hvordan Beograd har været en vigtig by og omkring religion. Der blev blandt andet lavet en pagt om, at man selv måtte vælge religion. Vi havde forventet at bruge mere tid derinde, men vi blev først senere klar over at museet var lukket og ikke fik statslig støtte.
Vi gik derfor en tur i supermarkedet og købte noget frugt og grønt til frokost og derefter gik vi over i Studentski-parken og fandt en bænk med halv sol, halv skygge og spiste vores medbragte mad. Efter at have siddet og spist og hygget i parken blev det tid til at finde mødestedet til den cykeltur, som vi havde bestemt os for at tage på. Selvom vi var der i vildt god til, var guiden der allerede. Først kom der en canadier, Dennis, derefter to australske piger, Lindsey og Tea, og så en serbisk pige, der var bosat i Østrig og hendes østrigske ven. Da alle var kommet gik vi ned for at hente cyklerne og guiden fortalte, at en lejlighed i Beograd kostede omkring 300-350 euro og at eksempelvis kød og mælk var billigere i Tyskland.
Først stop på turen var, hvor vi kunne se Sava og Donau gå sammen, hvilket hun fortalte om og så om Hunyadi-tårnet, som vi så dagen for. Hun fortalte også om hvordan Zenym havde været en by for sig selv. Ved næste stop fortalte hun om fortet, og så fortalte hun at Beograd fik navnet "Belgrade" for "the slavs" råbte bel (= white) og grada (=city), da det forhenværende fort var hvidt.
Ved det tredje stop forklarede hun om Beograds symbol, en statue af "Victor", som er en nøgen mand. Statuen blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev aldrig sat op pga. 1. verdenskrig. Statuen var blevet gemt i en cafanas kælder og blev først sat op omkring 1928, som et symbol på sejr. Først blev han sat op i byens centrum, men kvinderne mente, at det var krænkende, at han var nøgen og de skulle se på ham hver dag. Derfor blev han flyttet op til fortet.
Hun fortalte også at byens havnefront var ved at blive omdannet til et område med dyre restauranter. Hen langs havnefronten var der i et gammelt pakhus, både meget affald foran nogle af portene, men i andre dele af pakhuset var der dyre og lækre restauranter. I vandet langs havnefronten lå mange rustne skribsvrag, og flere steder skulle de hen over skribsvragene for at komme ud til de nye skibe.
Ved næste stop fortalte hun om, at befolkningen under bombningen i 1999 festede på broen, for at byens infrastruktur ikke blev ødelagt. Næste stop var Beograds Palads, som vi også gik forbi igår, i den tro at det var et palads. Hun fortalte at det var byen officielle bygning, hvor man modtager officielle gæster. Politistationen og flere ministerier var bosat i bygningen. og det var vist heller ikke tilladt at tage billeder af bygningen, men vi gjorde det alligevel. Hun fortalte at bygningen er formet som et H, men hvorfor vides ikke. "Paladset" er forbundet med den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, via en underjordisk gang. Den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, blev bombet i ´99 og er blevet genopbygget. Den blev desuden bygget efter en bygning i New York.
Herefter cyklede vi hen til hotel Yogoslavia, som blev opført i 60'erne og var et dyrt og berømt hotel i Beograd, men i '99 blev den tilstødende bygning bombet og siden har det været et spøgelseshotel. Hotellet havde en sengekapacitet på omkring 2000 senge.
Herefter cyklede vi hen til West gate, som Gitte gerne ville have set dagen før - heldigvis gik vi ikke helt derud. Guiden fortalte, at tårnet skulle have været en roterende restaurant, men det skete aldrig. Det ene tårn er en kontorbygning og det andet tårn er lejlighedskompleks. Man kan kun komme ind i "den roterende restaurant", hvis man arbejder i kontorbygninngen. Under Borgerkrigen havde man hver dag 4 timer uden strøm, derfor skulle indkøb etc. ordnes før, hvis man boede helt oppe i toppen.
Guiden fortalte også om, at landet stadig er præget af korruption og at det eksempelvis er muligt at betale sig til en uddannelse. Hun fortalte ligeledes om sin barndom under krigen med rationering og så fortalte hun også at det først var i 2005, at byen havde fået et shoppingcenter.
Næste stop var ved båden, som vi skulle sejle med over til øen. Da vi kom over på øen, fik vi lidt vand i flaskerne. Hun fortalte, at det er her Belgrades søger hen om sommeren, da øen byder på sport, parker, strand og restauranter. Så vi kørte hen til en bar/restaurant, hvor vi fik noget at at drikke og guiden fortalte at det var svært at få job, derfor begyndte mange på deres master. Emilie var i vandet til knæene, hvor der var små fisk. Efter i havde siddet og snakket og hygget lidt, cyklede vi tilbage. På turen tilbage stoppede vi ved byens 2 år gamle bro, og her fortalte hun, at broen havde været så dyr, at man næsten ikke havde råd til den.
Vi fulgte med Lindsey og Tea hjem, da vi ikke boede særlig langt fra hinanden. Vi aftalte, at mødes med dem på deres hostel, da der var en gratis pubcrawl, omkring kl. 21.30. Da vi kom tilbage til hostellet, løb Emilie lidt og Gitte vaskede tøj. Derefter lavede vi mad af det vi havde tilbage fra dagen før og inviterede Mila til at spise med os. Hun var alene, da hun havde været afsted med nogle venner, men hun skulle alene til Milano og videre til Spanien. Vi inviterede hele ligeledes med over og få en øl, hvor hun gav den første øl/Somersby. Efter at vi havde snakket et par timer og hygget os på hostellet i loungen, tog vi videre på en bar kaldet "Krug", som lå tæt på hostellet.
Vi fik et par øl og en drink, men vi hyggede os og mødte nye mennesker. Vi mødte blandt andet nogle fyre fra Tjekkiet. Emilie og nogle af de andre piger syntes at musikken var dårlig, så de forsøgte at bestille noget bedre dansemusik, som aldrig kom. Vi gik hjem i seng omkring 1-2 tiden.
mandag den 22. juli 2013
En dag i kirkens tegn
Toget ankom til Beograd kl. 6.32 og efter vi var blevet vækket 2 gange i løbet af natten, havde ingen af os sovet fantastisk. Især Gitte var træt. Vi stod af toget og Beograd om morgenen i fuld sol, var synet der mødte os. Byen bærer stort præg af at have været under kommunistisk styre, ligesom fattigdom præger bybilledet. Det lykkedes os uden det helt stor besvær at finde vores hostel, da det lå ret tæt på den faldefærdige togstation. Vores senge stod heldigvis klar, da vi kom og vi øjnede chancen for at få et par timers ekstra søvn. Det var i det hele en venlig velkomst vi fik, da vi ankom (vi fik blandt andet for mange penge tilbage i byttepenge).
Efter et par timers søvn, stod vi op for at tage ud og se byen. Damen på hotellet var venlig til at hjælpe og sørgede for, at vi havde navn/adresse på hostellet, men også for at vi have "ID-kort", hvis nu vi skulle blive stoppet af politiet. Vi startede med at gå op for at se blandt andet krigs-museet - som selvfølgelig havde lukket. LESSON LEARNED; tjek altid åbningstiderne på musee i guidebøgerne.
Da vi ikke havde spist morgenmad, begyndte sulten efterhånden at melde sig. Vi fandt derfor den første og bedste restaurant på det allermest turistede sted i byen. Tjeneren var meget venlig, idet han gav godt råd om serbisk traditionel mad. Vi endte med virkelig meget mad, som i at bordet var fuld af mad, i form af grillet kød (kylling, oksekød, pølser m.v.), pommes frites (som i menukortet, var beskrevet som grillede grønsager - skuffelse), serbisk salat til Emilie og serbiske kartofler til Gitte. Det traditionelle måltid gav derfor anledning til mavepine og guidebogen gav anledning til hovedpine. Det viste sig nemlig at samtlige museer m.v. var lukket om mandagen i Beograd. Vi konstaterede derfor hurtigt at Beograd var nitten om mandagen.
Som alternativ endte vi på en "byvandring". Vi gik ned forbi universitetet og "Studenterparken". Derefter gik vi forbi Hotel Moskva og det gamle palads, som vi gerne ville have været inde at se, men det måtte vi ikke pga. vores påklædning, åbenbart. Typisk. Ikke vores dag. Derpå gik vi hen til det nye plads og fik skæld ud for at tage billeder foran det. En smule irritable gik vi hen til parlamentsbygningen, som det også kun var muligt at se udefra.
Turen fortsatte til St. Marks Church, som var bygget efter en kirke i Kosovo og der var angiveligt begravet en helt i kirken. Lige bagved St. Marks Church lå en lille russisk kirke, meget lille. Den var udsmykket ret meget indeni og Gitte mente, at den passede perfekt til hendes bryllup.
Derefter gik vi ned til St. Sava Temple, som er verdens største ortodokse kurske. Den var meget stor og imponerende inden i, dog var den ved at blive renoveret. Lige ved siden af lå en helt lille kirke, som vi også var inde i - det blev til en dag i kirkens tegn. Ved kirken var der ind i en skraldespand, hvilket forårsagede en dårlig lugt.
Vi gik rundt og så på byen; et sjovt mix af kommunist/grå betonklodser, smukke bygninger og bygninger, der var blevet ødelagt under krigen, men som ikke var blevet bygget op igen, men som der vokser træer i. Fin potteplante, måske lidt dyr, meen..
Da vi nåede tilbage til togstationen, fortsatte vi mod James Hunyadis Tower - kun en rask lille gåtur på ca. 10 km. fra centrum af.Vi gik over floden, og gik ned langs vandet, mens vi nød udsigten. Der lå mange restauranter i Donau. Bydelen, hvor tårnet ligger, hedder Zemen. Den virkede meget anderledes, og stemningen var en helt anden. Husene var mere "villa-huse" og tempoet var langsommere. Det var ikke lige så hektisk. Der var nogle meget søde, små gader.
Vi fandt nogle små trapper op til tårnet. I tårnet gik vi hele vejen op og nød den smukke udsigt over byen og floden. I tårnet var en udstilling om Nikolas - en serbisk dude, der havde vundet en masse priser. Da vi skulle hjem igen, gik vi ned og tog bussen hjem, da det ville blive en lang gåtur hjem. På bussen kunne vi ikke finde ud af at købe en billet, og venlige som serbere er, var der straks to, uden engelskkundskaber, der tilbød deres hjælp. De forkladrede med fakler, at det kostede 150 dinarer og at billetten skulle købes af chaufføren. Da vi stadig må have set lige lost ud, gik den ene op for at købe billetter til os. Da der ikke kunne gives penge tilbage endte vi med at køre gratis. Da vi kom tilbage til hostellet, købte vi ind, trænede i parken, tog bad, lavede mad og hyggede os.
Efter et par timers søvn, stod vi op for at tage ud og se byen. Damen på hotellet var venlig til at hjælpe og sørgede for, at vi havde navn/adresse på hostellet, men også for at vi have "ID-kort", hvis nu vi skulle blive stoppet af politiet. Vi startede med at gå op for at se blandt andet krigs-museet - som selvfølgelig havde lukket. LESSON LEARNED; tjek altid åbningstiderne på musee i guidebøgerne.
Da vi ikke havde spist morgenmad, begyndte sulten efterhånden at melde sig. Vi fandt derfor den første og bedste restaurant på det allermest turistede sted i byen. Tjeneren var meget venlig, idet han gav godt råd om serbisk traditionel mad. Vi endte med virkelig meget mad, som i at bordet var fuld af mad, i form af grillet kød (kylling, oksekød, pølser m.v.), pommes frites (som i menukortet, var beskrevet som grillede grønsager - skuffelse), serbisk salat til Emilie og serbiske kartofler til Gitte. Det traditionelle måltid gav derfor anledning til mavepine og guidebogen gav anledning til hovedpine. Det viste sig nemlig at samtlige museer m.v. var lukket om mandagen i Beograd. Vi konstaterede derfor hurtigt at Beograd var nitten om mandagen.
Som alternativ endte vi på en "byvandring". Vi gik ned forbi universitetet og "Studenterparken". Derefter gik vi forbi Hotel Moskva og det gamle palads, som vi gerne ville have været inde at se, men det måtte vi ikke pga. vores påklædning, åbenbart. Typisk. Ikke vores dag. Derpå gik vi hen til det nye plads og fik skæld ud for at tage billeder foran det. En smule irritable gik vi hen til parlamentsbygningen, som det også kun var muligt at se udefra.
Turen fortsatte til St. Marks Church, som var bygget efter en kirke i Kosovo og der var angiveligt begravet en helt i kirken. Lige bagved St. Marks Church lå en lille russisk kirke, meget lille. Den var udsmykket ret meget indeni og Gitte mente, at den passede perfekt til hendes bryllup.
Derefter gik vi ned til St. Sava Temple, som er verdens største ortodokse kurske. Den var meget stor og imponerende inden i, dog var den ved at blive renoveret. Lige ved siden af lå en helt lille kirke, som vi også var inde i - det blev til en dag i kirkens tegn. Ved kirken var der ind i en skraldespand, hvilket forårsagede en dårlig lugt.
Vi gik rundt og så på byen; et sjovt mix af kommunist/grå betonklodser, smukke bygninger og bygninger, der var blevet ødelagt under krigen, men som ikke var blevet bygget op igen, men som der vokser træer i. Fin potteplante, måske lidt dyr, meen..
Da vi nåede tilbage til togstationen, fortsatte vi mod James Hunyadis Tower - kun en rask lille gåtur på ca. 10 km. fra centrum af.Vi gik over floden, og gik ned langs vandet, mens vi nød udsigten. Der lå mange restauranter i Donau. Bydelen, hvor tårnet ligger, hedder Zemen. Den virkede meget anderledes, og stemningen var en helt anden. Husene var mere "villa-huse" og tempoet var langsommere. Det var ikke lige så hektisk. Der var nogle meget søde, små gader.
Vi fandt nogle små trapper op til tårnet. I tårnet gik vi hele vejen op og nød den smukke udsigt over byen og floden. I tårnet var en udstilling om Nikolas - en serbisk dude, der havde vundet en masse priser. Da vi skulle hjem igen, gik vi ned og tog bussen hjem, da det ville blive en lang gåtur hjem. På bussen kunne vi ikke finde ud af at købe en billet, og venlige som serbere er, var der straks to, uden engelskkundskaber, der tilbød deres hjælp. De forkladrede med fakler, at det kostede 150 dinarer og at billetten skulle købes af chaufføren. Da vi stadig må have set lige lost ud, gik den ene op for at købe billetter til os. Da der ikke kunne gives penge tilbage endte vi med at køre gratis. Da vi kom tilbage til hostellet, købte vi ind, trænede i parken, tog bad, lavede mad og hyggede os.
Abonner på:
Opslag (Atom)