"Not working since 1999"

Idag vågnede vi ved en 8.30 tiden, gjorde os klar og blev igen tilbudt morgenkaffe. Mens vi spiste gennemgik vi lige dagens plan - mest, for at dobbelttjekke at tingene rent faktisk havde åbent idag. Først gik vi op og så prinsesse Ljubicas hus, som var indrettet delvist originalt og delvist efter andre berømte personer, gennem flere tidsperioder. Derefter gik vi over og så kirken overfor (det har jeg selvfølgelig glemt at skrive i dagbogen, hvad den hed), da den lå lige overfor hendes hus. Dog måtte vi heller ikke komme ind her, da vi ikke havde noget med til at dække knæ og skuldre (sjovt, at vi ikke havde lært det allerede :D).

Herefter gik vi op og så nationalmuseet (hvor vi kom gratis ind). Desværre har museet været "not working since 1999", men de havde dog en lille udstilling om Romerriget i Serbien, omkring hvordan Beograd har været en vigtig by og omkring religion. Der blev blandt andet lavet en pagt om, at man selv måtte vælge religion. Vi havde forventet at bruge mere tid derinde, men vi blev først senere klar over at museet var lukket og ikke fik statslig støtte.

Vi gik derfor en tur i supermarkedet og købte noget frugt og grønt til frokost og derefter gik vi over i Studentski-parken og fandt en bænk med halv sol, halv skygge og spiste vores medbragte mad. Efter at have siddet og spist og hygget i parken blev det tid til at finde mødestedet til den cykeltur, som vi havde bestemt os for at tage på. Selvom vi var der i vildt god til, var guiden der allerede. Først kom der en canadier, Dennis, derefter to australske piger, Lindsey og Tea, og så en serbisk pige, der var bosat i Østrig og hendes østrigske ven. Da alle var kommet gik vi ned for at hente cyklerne og guiden fortalte, at en lejlighed i Beograd kostede omkring 300-350 euro og at eksempelvis kød og mælk var billigere i Tyskland.

Først stop på turen var, hvor vi kunne se Sava og Donau gå sammen, hvilket hun fortalte om og så om Hunyadi-tårnet, som vi så dagen for. Hun fortalte også om hvordan Zenym havde været en by for sig selv. Ved næste stop fortalte hun om fortet, og så fortalte hun at Beograd fik navnet "Belgrade" for "the slavs" råbte bel (= white) og grada (=city), da det forhenværende fort var hvidt.

Ved det tredje stop forklarede hun om Beograds symbol, en statue af "Victor", som er en nøgen mand. Statuen blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev aldrig sat op pga. 1. verdenskrig. Statuen var blevet gemt i en cafanas kælder og blev først sat op omkring 1928, som et symbol på sejr. Først blev han sat op i byens centrum, men kvinderne mente, at det var krænkende, at han var nøgen og de skulle se på ham hver dag. Derfor blev han flyttet op til fortet.

Hun fortalte også at byens havnefront var ved at blive omdannet til et område med dyre restauranter. Hen langs havnefronten var der i et gammelt pakhus, både meget affald foran nogle af portene, men i andre dele af pakhuset var der dyre og lækre restauranter. I vandet langs havnefronten lå mange rustne skribsvrag, og flere steder skulle de hen over skribsvragene for at komme ud til de nye skibe.

Ved næste stop fortalte hun om, at befolkningen under bombningen i 1999 festede på broen, for at byens infrastruktur ikke blev ødelagt. Næste stop var Beograds Palads, som vi også gik forbi igår, i den tro at det var et palads. Hun fortalte at det var byen officielle bygning, hvor man modtager officielle gæster. Politistationen og flere ministerier var bosat i bygningen. og det var vist heller ikke tilladt at tage billeder af bygningen, men vi gjorde det alligevel. Hun fortalte at bygningen er formet som et H, men hvorfor vides ikke. "Paladset" er forbundet med den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, via en underjordisk gang. Den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, blev bombet i ´99 og er blevet genopbygget. Den blev desuden bygget efter en bygning i New York.

Herefter cyklede vi hen til hotel Yogoslavia, som blev opført i 60'erne og var et dyrt og berømt hotel i Beograd, men i '99 blev den tilstødende bygning bombet og siden har det været et spøgelseshotel. Hotellet havde en sengekapacitet på omkring 2000 senge.

Herefter cyklede vi hen til West gate, som Gitte gerne ville have set dagen før - heldigvis gik vi ikke helt derud. Guiden fortalte, at tårnet skulle have været en roterende restaurant, men det skete aldrig. Det ene tårn er en kontorbygning og det andet tårn er lejlighedskompleks. Man kan kun komme ind i "den roterende restaurant", hvis man arbejder i kontorbygninngen. Under Borgerkrigen havde man hver dag 4 timer uden strøm, derfor skulle indkøb etc. ordnes før, hvis man boede helt oppe i toppen.

Guiden fortalte også om, at landet stadig er præget af korruption og at det eksempelvis er muligt at betale sig til en uddannelse. Hun fortalte ligeledes om sin barndom under krigen med rationering og så fortalte hun også at det først var i 2005, at byen havde fået et shoppingcenter.

Næste stop var ved båden, som vi skulle sejle med over til øen. Da vi kom over på øen, fik vi lidt vand i flaskerne. Hun fortalte, at det er her Belgrades søger hen om sommeren, da øen byder på sport, parker, strand og restauranter. Så vi kørte hen til en bar/restaurant, hvor vi fik noget at at drikke og guiden fortalte at det var svært at få job, derfor begyndte mange på deres master. Emilie var i vandet til knæene, hvor der var små fisk. Efter i havde siddet og snakket og hygget lidt, cyklede vi tilbage. På turen tilbage stoppede vi ved byens 2 år gamle bro, og her fortalte hun, at broen havde været så dyr, at man næsten ikke havde råd til den.

Vi fulgte med Lindsey og Tea hjem, da vi ikke boede særlig langt fra hinanden. Vi aftalte, at mødes med dem på deres hostel, da der var en gratis pubcrawl, omkring kl. 21.30. Da vi kom tilbage til hostellet, løb Emilie lidt og Gitte vaskede tøj. Derefter lavede vi mad af det vi havde tilbage fra dagen før og inviterede Mila til at spise med os. Hun var alene, da hun havde været afsted med nogle venner, men hun skulle alene til Milano og videre til Spanien. Vi inviterede hele ligeledes med over og få en øl, hvor hun gav den første øl/Somersby. Efter at vi havde snakket et par timer og hygget os på hostellet i loungen, tog vi videre på en bar kaldet "Krug", som lå tæt på hostellet.

Vi fik et par øl og en drink, men vi hyggede os og mødte nye mennesker. Vi mødte blandt andet nogle fyre fra Tjekkiet. Emilie og nogle af de andre piger syntes at musikken var dårlig, så de forsøgte at bestille noget bedre dansemusik, som aldrig kom. Vi gik hjem i seng omkring 1-2 tiden.

"I can do you both"

Vi stod op ved en 8-tiden, da vi ville nå at se Nationalhistorisk museum inden vores Budapestcards udløb til middag. Vi gjorde os klar, spiste morgenmad og begav os endnu engang mod Castle Hill, som vi igen gik op ad. Fordi vi gik og snakkede og hyggede os, kom vi til at gå ind på det ungarske nationalgalleri istedet for. Det registrede vi først, da vi var inde på en af udstillingerne, så vi kiggede lidt derinde (det var ret svært, at komme ud igen, da personalet hele tiden pegede os i diverse retninger). Vi spurgte vagten, om hvor det historiske museum var henne, og han guidede os derhen.. Det lå i samme bygning, bare på den anden siden. Tsk. Vi havde kun en lille times tid derinde, men det var en spændende udstilling, hvor vi lærte lidt om hvordan Buda og Pest voksede sammen i sin tid, om byens nyere historie og så var der en udstilling om slottets historie i kælderen.

Da der kun var 25 min. til vores Budapestcard udløb skyndte vi os tilbage til metrostationen. Det passede lige med at vi skulle mødes med Laszlo kl. 12.30. Da han havde skrevet, at han blev en halv times tid forsinket, besluttede vi os for at udforske den fine kirke, der lå 100 m. væk fra hostellet. Vi fandt ud af at det var den mest berømte kirke i Budapest og at den hed St. Stephens. 

Da klokken var ved at være 13 gik vi mod pariserhjulet, hvor vi havde aftale at mødes med Laszlo. Mens vi sad og ventede udnyttede Emilie tiden til at skrive et par postkort. Da han kom,  viste han os hen til en "fastfood"-restaurant, hvor vi fik den lækreste mangosuppe med mandler og creme fraiche til forret og kylling, tzatiki og græsk salat til hovedret. Det smagte super lækkert og kostede kun 1500 Ft, hvilket er omkring 37,5 kr. 

Derefter krydsede vi Donau og gik op på Citadel. Udsigten deroppe var super lækker, og vi sad og nød udsigten udover Budapest, mens vi snakkede. Bagefter begav vi os hen for at se Parlamentet, som Emilie rigtig gerne ville se. Desværre var det under renovering og hvis man skulle indenfor, skulle man bestille tid i forvejen. Derefter gik vi hen ad Andrassy street (som vi også boede på) ud til Heroes Square. Lige bagved var en hyggelig park, hvor vi satte os og slappede af. Ved siden af os var der en mand, der var ved at øve brasiliansk kampdans, som gav os et lille grin. Efter lidt chill besluttede vi os for at gå tilbage mod hostellet. Emilie var ret hooked på en is, desværre fandt vi bare ikke en på vejen tilbage. 

Udsigten fra Citadel

Heroes Square

Om aftenen tilmeldte vi os en pubcrawl og hyggede os med at gøre os klar. Tænk, at tøjkrise er mulig med det begrænsede udvalg, vi havde med. Vi gik ned mod Burger King hvor vi skulle samles. Vi havde ingen anelse om hvem der ville komme, om de ville komme eller om vi var det rigtige sted. Vi ventede bare og kiggede på mennesker og vurderede, om de lignede nogen, der skulle med på pubcrawl. Mens vi stod og ventede, kom en gammel, klam, nasty neger hen og tog Emilie på røven. Da han færdiggjorde det opkald, som han havde gang i, gik han hen til hende og sagde "nice ass". Han blev meget nærgående og forsøgte herefter at røre os begge to og kom med nasty kommentarer, som "I can do you both", "I am good for it".. Vi gik ligesom i hver sin retning, hvilket blev et problem for ham, så han forfulgte Gitte, som forsøgte sig med at vi var lesbiske, men det stoppede ham ikke. Behøver vi sige, at vi var ret glade for, at han ikke var en af arrangørerne? 

Med på pubcrawlen var 1 engelsk dude ("klister" Max), 2 piger fra Hong Kong, 2 fyre fra Brasilien, 1 gammel franskmand, 2 snobbede piger fra San Francisco, 2 arrogante fyre fra Australien og så os selvfølgelig. Vi var på 3 ruinbarer, som Budapest er kendt for. Det første sted fik vi en traditionel ungarsk drink, som var rosé/rødvin blandet med danskvand. På de næste to barer fik vi ungarsk øl. Stemningen blev bedre efterhånden, som folk fik alkohol indenbords. Da vi skulle forholdsvis tidligt op, tog vi ikke med videre på natklub.

Men vi blev lidt på den sidste ruinbar, hvor vi prøvede at komme af med Max, som klistrede sig til os. Han fattede absolut ikke en pæn hentydning, så vi måtte komme på en eller anden historie, for at få ham til at tage af sted. Stedet var ret cool, og der var blandt andet træer indenfor. En meget pushy og cheesy franskmand havde set sig varm på Emilie - hvilket betød gratis øl til Gitte. Hjemturen til hostellet var meget munter, vi havde ikke rigtig en idé om hvor vi sådan befandt os, men hjem kom vi da. På vejen hjem fik vi også snakket med et par stykker og efter at have indtaget lidt natmad gik vi i seng - vi skulle jo tidligt op.