Vi stod op ved en 8.30-tiden, spiste morgenmad og fik pakket vores ting. Vi lod taskerne stå på hostellet, mens vi gik ud i byen. Klokken 11 skulle vi på en free walking tour, som startede ved nationalmuseet. Guiden fortalte at det ikke havde været åbent siden 2003, så denne guide og guiden fra cykelturen var ikke helt enige om hvornår museet lukkede. Guiden fortalte også at Serbien ikke altid havde været så stort, men at det først var efter 1. verdenskrig at Beograd ikke længere lå på landets grænser.
Hun fortalte ligeledes at under krigen havde teatret forestillinger, som kostede en dinar, så befolkningen kunne glemme det, der skete udenfor. Derefter gik vi ned til Skadarska, som er Beograds svar på Montmartre (eller Jomfru Ane Gade). Det er her man går i byen stort set hver dag. Det siges, at stedet fordrer kreativitet.
Derefter fortalte hun at det er uhøfligt at sige nej til at smage raki, hvis folk fortæller, at det er hjemmelavet, hvorefter hun tilbød os at smage raki (dog ikke hjemmelavet) - puha, det smagte stærkt. Derefter gik vi videre, og stoppede brat for at se på huse med skudhuller i. 1. verdenskrig var startet på det hjørne, hvor vi stoppede - som var blevet tricket af episoden i Sarajevo. Krigen startede, da Ungarn erklærede krig mod Serbien.
Efterfølgende gik vi hen til en gammel tyrkisk moské, og toppen var blevet taget af/på efterhånden, som osmanerne havde reageret. Den var efterfølgende blevet brugt som universitet - landets første. Guiden forklarede ydermere om hvordan det serbiske sprog var i familie med kroatisk, bosnisk og montenegrinsk. Alle kan forstå hinanden. Dog bruger de i Serbien cyrilliske bogstaver, men ordene kan også staves med latinske bogstaver.
Turen gik derefter til Silicon Valley, som er en gade opkaldt efter gaden i USA. Her kom folk for at "show off". Denne tendens blev forklaret med at folk under krigen ikke havde haft nogen penge, og når de så endelig havde nogen, så skulle det vises frem. Dyre biler blev parkeret på fortorvet, så de blev set og de rige ville stå på fortorvet og drikke.
Efterfølgende gik vi hen til citadel, hvor guiden gav os en lang forklaring på, hvorfor fortet var placeret, som det var på kanten af de to floder samt en forklaring på fortets betydning. Citadellet består af en ydre og indre mur. Den har ligget samme sted siden romerriget. Da slaverne kom til byen, var der første de så citadellet, som dengang var hvidt. De råbte derfor; "hvid by" og dermed fik Beograd sit navn. Der har været 57 krige sidenhen.
Vi fik ligeledes information om landet og byens historie, herunder de politiske forhold til EU og Rusland. Under den kolde krig var det tidligere Yugoslavien på god for med både østen og vesten, hvilket betød, at et pas hertil var i meget høj kurs på det sorte marked.
Herefter gik vi ned forbi en af de kirker, som vi ikke havde kunnet komme ind på om mandagen. Lige ved siden af ligger den berømte Café ?. Turen sluttede af ved Nationalbankmuseet, hvor vi fik et foredrag om den økonomiske krise og den høje inflation under krigen. Inflationen satte verdens rekord dét år. Pga. guidens "flabethed" angående "tips", valgte vi at gå efter vi havde sagt farvel til Lindsey og Thea.
Vi gik ind på nationalbankmuseet, hvor vi pænt blev vist op af en vagt. Da vi kom ind, tilbød en nydelig fyr, at vi kunne få vores billede på en serbisk pengeseddel - gratis - og vi fik tilmed et stykke chokolade. Glade og tilfreds, så vi på udstillingen, hvor man blandt andet kunne løfte vægtbarer og se falske penge.
Derefter gik vi hen til citadellet og spiste vores frokost, og så sluttede vi af på krigsmuseet, som heldigvis havde åbent. Efter lidt problemer med at forklare, at vi begge var studerende, fik vi vores billetter. (Gitte havde glemt sit studiekort hjemme i Danmark, og forsøgte at vise et billede af sit studiekort). Museet handlede om alle krigene lige fra landets oprindelse og var meget kunstnerisk. Desværre stod der ikke noget på engelsk, så hvad det helt gik ud på, er vi ikke helt klar over :D Da vi nåede til 1. og 2. verdenskrig begyndte der også at komme engelske tekster. Udstillingen viste, hvordan yugoslaverne havde været berørt af krigen, hvilke allierede der havde været - Balkanlandene imellem og med Italien. Samt om oprøret ledt af Tito.
Efter at have gået rundt på krigsmuseet et stykke tid, gik vi lidt ned af gågaden og fik en frozen yoghurt med topping på. Det smagte okay. Herefter shoppede vi lidt inden det blev aftensmadstid. Vi fandt en restaurant, hvis interiør lignede et teater. Virkelig lækker indretning og en oplevelse. Vi sad ude på fortorvet og spiste vores mad. Vi fik lækker risotto og salat. Så var det blevet tid til at hente vores ting på hostellet og begive os mod toget, som skulle tage os mod Bar.
Der holdt et gammelt, brugt, aflagt tysk sovetog og ventede på os. Vi skulle sove i en kupé med 6 køjer, hvilket betød, at der var ret trængt i kupéen og at vi ikke kunne sidde oprejst i vores senge - vi havde valgt de nederste pladser. Alle røg ud af vinduerne og der var super varmt. Vi boede i kupé med en gammelmor og hendes datter som havde de mellemste pladser og på de øverste pladser sov et ungt par. Gammelmor var ret gnaven, idet at vi ikke ville bytte pladser med hende og hendes datter. I løbet af natten blev det ret koldt, konduktøren tog vores billetter og pas og Emilies seng var i stykker.
onsdag den 24. juli 2013
tirsdag den 23. juli 2013
"Not working since 1999"
Idag vågnede vi ved en 8.30 tiden, gjorde os klar og blev igen tilbudt morgenkaffe. Mens vi spiste gennemgik vi lige dagens plan - mest, for at dobbelttjekke at tingene rent faktisk havde åbent idag. Først gik vi op og så prinsesse Ljubicas hus, som var indrettet delvist originalt og delvist efter andre berømte personer, gennem flere tidsperioder. Derefter gik vi over og så kirken overfor (det har jeg selvfølgelig glemt at skrive i dagbogen, hvad den hed), da den lå lige overfor hendes hus. Dog måtte vi heller ikke komme ind her, da vi ikke havde noget med til at dække knæ og skuldre (sjovt, at vi ikke havde lært det allerede :D).
Herefter gik vi op og så nationalmuseet (hvor vi kom gratis ind). Desværre har museet været "not working since 1999", men de havde dog en lille udstilling om Romerriget i Serbien, omkring hvordan Beograd har været en vigtig by og omkring religion. Der blev blandt andet lavet en pagt om, at man selv måtte vælge religion. Vi havde forventet at bruge mere tid derinde, men vi blev først senere klar over at museet var lukket og ikke fik statslig støtte.
Vi gik derfor en tur i supermarkedet og købte noget frugt og grønt til frokost og derefter gik vi over i Studentski-parken og fandt en bænk med halv sol, halv skygge og spiste vores medbragte mad. Efter at have siddet og spist og hygget i parken blev det tid til at finde mødestedet til den cykeltur, som vi havde bestemt os for at tage på. Selvom vi var der i vildt god til, var guiden der allerede. Først kom der en canadier, Dennis, derefter to australske piger, Lindsey og Tea, og så en serbisk pige, der var bosat i Østrig og hendes østrigske ven. Da alle var kommet gik vi ned for at hente cyklerne og guiden fortalte, at en lejlighed i Beograd kostede omkring 300-350 euro og at eksempelvis kød og mælk var billigere i Tyskland.
Først stop på turen var, hvor vi kunne se Sava og Donau gå sammen, hvilket hun fortalte om og så om Hunyadi-tårnet, som vi så dagen for. Hun fortalte også om hvordan Zenym havde været en by for sig selv. Ved næste stop fortalte hun om fortet, og så fortalte hun at Beograd fik navnet "Belgrade" for "the slavs" råbte bel (= white) og grada (=city), da det forhenværende fort var hvidt.
Ved det tredje stop forklarede hun om Beograds symbol, en statue af "Victor", som er en nøgen mand. Statuen blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev aldrig sat op pga. 1. verdenskrig. Statuen var blevet gemt i en cafanas kælder og blev først sat op omkring 1928, som et symbol på sejr. Først blev han sat op i byens centrum, men kvinderne mente, at det var krænkende, at han var nøgen og de skulle se på ham hver dag. Derfor blev han flyttet op til fortet.
Hun fortalte også at byens havnefront var ved at blive omdannet til et område med dyre restauranter. Hen langs havnefronten var der i et gammelt pakhus, både meget affald foran nogle af portene, men i andre dele af pakhuset var der dyre og lækre restauranter. I vandet langs havnefronten lå mange rustne skribsvrag, og flere steder skulle de hen over skribsvragene for at komme ud til de nye skibe.
Ved næste stop fortalte hun om, at befolkningen under bombningen i 1999 festede på broen, for at byens infrastruktur ikke blev ødelagt. Næste stop var Beograds Palads, som vi også gik forbi igår, i den tro at det var et palads. Hun fortalte at det var byen officielle bygning, hvor man modtager officielle gæster. Politistationen og flere ministerier var bosat i bygningen. og det var vist heller ikke tilladt at tage billeder af bygningen, men vi gjorde det alligevel. Hun fortalte at bygningen er formet som et H, men hvorfor vides ikke. "Paladset" er forbundet med den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, via en underjordisk gang. Den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, blev bombet i ´99 og er blevet genopbygget. Den blev desuden bygget efter en bygning i New York.
Herefter cyklede vi hen til hotel Yogoslavia, som blev opført i 60'erne og var et dyrt og berømt hotel i Beograd, men i '99 blev den tilstødende bygning bombet og siden har det været et spøgelseshotel. Hotellet havde en sengekapacitet på omkring 2000 senge.
Herefter cyklede vi hen til West gate, som Gitte gerne ville have set dagen før - heldigvis gik vi ikke helt derud. Guiden fortalte, at tårnet skulle have været en roterende restaurant, men det skete aldrig. Det ene tårn er en kontorbygning og det andet tårn er lejlighedskompleks. Man kan kun komme ind i "den roterende restaurant", hvis man arbejder i kontorbygninngen. Under Borgerkrigen havde man hver dag 4 timer uden strøm, derfor skulle indkøb etc. ordnes før, hvis man boede helt oppe i toppen.
Guiden fortalte også om, at landet stadig er præget af korruption og at det eksempelvis er muligt at betale sig til en uddannelse. Hun fortalte ligeledes om sin barndom under krigen med rationering og så fortalte hun også at det først var i 2005, at byen havde fået et shoppingcenter.
Næste stop var ved båden, som vi skulle sejle med over til øen. Da vi kom over på øen, fik vi lidt vand i flaskerne. Hun fortalte, at det er her Belgrades søger hen om sommeren, da øen byder på sport, parker, strand og restauranter. Så vi kørte hen til en bar/restaurant, hvor vi fik noget at at drikke og guiden fortalte at det var svært at få job, derfor begyndte mange på deres master. Emilie var i vandet til knæene, hvor der var små fisk. Efter i havde siddet og snakket og hygget lidt, cyklede vi tilbage. På turen tilbage stoppede vi ved byens 2 år gamle bro, og her fortalte hun, at broen havde været så dyr, at man næsten ikke havde råd til den.
Vi fulgte med Lindsey og Tea hjem, da vi ikke boede særlig langt fra hinanden. Vi aftalte, at mødes med dem på deres hostel, da der var en gratis pubcrawl, omkring kl. 21.30. Da vi kom tilbage til hostellet, løb Emilie lidt og Gitte vaskede tøj. Derefter lavede vi mad af det vi havde tilbage fra dagen før og inviterede Mila til at spise med os. Hun var alene, da hun havde været afsted med nogle venner, men hun skulle alene til Milano og videre til Spanien. Vi inviterede hele ligeledes med over og få en øl, hvor hun gav den første øl/Somersby. Efter at vi havde snakket et par timer og hygget os på hostellet i loungen, tog vi videre på en bar kaldet "Krug", som lå tæt på hostellet.
Vi fik et par øl og en drink, men vi hyggede os og mødte nye mennesker. Vi mødte blandt andet nogle fyre fra Tjekkiet. Emilie og nogle af de andre piger syntes at musikken var dårlig, så de forsøgte at bestille noget bedre dansemusik, som aldrig kom. Vi gik hjem i seng omkring 1-2 tiden.
Herefter gik vi op og så nationalmuseet (hvor vi kom gratis ind). Desværre har museet været "not working since 1999", men de havde dog en lille udstilling om Romerriget i Serbien, omkring hvordan Beograd har været en vigtig by og omkring religion. Der blev blandt andet lavet en pagt om, at man selv måtte vælge religion. Vi havde forventet at bruge mere tid derinde, men vi blev først senere klar over at museet var lukket og ikke fik statslig støtte.
Vi gik derfor en tur i supermarkedet og købte noget frugt og grønt til frokost og derefter gik vi over i Studentski-parken og fandt en bænk med halv sol, halv skygge og spiste vores medbragte mad. Efter at have siddet og spist og hygget i parken blev det tid til at finde mødestedet til den cykeltur, som vi havde bestemt os for at tage på. Selvom vi var der i vildt god til, var guiden der allerede. Først kom der en canadier, Dennis, derefter to australske piger, Lindsey og Tea, og så en serbisk pige, der var bosat i Østrig og hendes østrigske ven. Da alle var kommet gik vi ned for at hente cyklerne og guiden fortalte, at en lejlighed i Beograd kostede omkring 300-350 euro og at eksempelvis kød og mælk var billigere i Tyskland.
Først stop på turen var, hvor vi kunne se Sava og Donau gå sammen, hvilket hun fortalte om og så om Hunyadi-tårnet, som vi så dagen for. Hun fortalte også om hvordan Zenym havde været en by for sig selv. Ved næste stop fortalte hun om fortet, og så fortalte hun at Beograd fik navnet "Belgrade" for "the slavs" råbte bel (= white) og grada (=city), da det forhenværende fort var hvidt.
Ved det tredje stop forklarede hun om Beograds symbol, en statue af "Victor", som er en nøgen mand. Statuen blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev aldrig sat op pga. 1. verdenskrig. Statuen var blevet gemt i en cafanas kælder og blev først sat op omkring 1928, som et symbol på sejr. Først blev han sat op i byens centrum, men kvinderne mente, at det var krænkende, at han var nøgen og de skulle se på ham hver dag. Derfor blev han flyttet op til fortet.
Hun fortalte også at byens havnefront var ved at blive omdannet til et område med dyre restauranter. Hen langs havnefronten var der i et gammelt pakhus, både meget affald foran nogle af portene, men i andre dele af pakhuset var der dyre og lækre restauranter. I vandet langs havnefronten lå mange rustne skribsvrag, og flere steder skulle de hen over skribsvragene for at komme ud til de nye skibe.
Ved næste stop fortalte hun om, at befolkningen under bombningen i 1999 festede på broen, for at byens infrastruktur ikke blev ødelagt. Næste stop var Beograds Palads, som vi også gik forbi igår, i den tro at det var et palads. Hun fortalte at det var byen officielle bygning, hvor man modtager officielle gæster. Politistationen og flere ministerier var bosat i bygningen. og det var vist heller ikke tilladt at tage billeder af bygningen, men vi gjorde det alligevel. Hun fortalte at bygningen er formet som et H, men hvorfor vides ikke. "Paladset" er forbundet med den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, via en underjordisk gang. Den bygning, hvor Kommunistpartiet holdt til, blev bombet i ´99 og er blevet genopbygget. Den blev desuden bygget efter en bygning i New York.
Herefter cyklede vi hen til hotel Yogoslavia, som blev opført i 60'erne og var et dyrt og berømt hotel i Beograd, men i '99 blev den tilstødende bygning bombet og siden har det været et spøgelseshotel. Hotellet havde en sengekapacitet på omkring 2000 senge.
Herefter cyklede vi hen til West gate, som Gitte gerne ville have set dagen før - heldigvis gik vi ikke helt derud. Guiden fortalte, at tårnet skulle have været en roterende restaurant, men det skete aldrig. Det ene tårn er en kontorbygning og det andet tårn er lejlighedskompleks. Man kan kun komme ind i "den roterende restaurant", hvis man arbejder i kontorbygninngen. Under Borgerkrigen havde man hver dag 4 timer uden strøm, derfor skulle indkøb etc. ordnes før, hvis man boede helt oppe i toppen.
Guiden fortalte også om, at landet stadig er præget af korruption og at det eksempelvis er muligt at betale sig til en uddannelse. Hun fortalte ligeledes om sin barndom under krigen med rationering og så fortalte hun også at det først var i 2005, at byen havde fået et shoppingcenter.
Næste stop var ved båden, som vi skulle sejle med over til øen. Da vi kom over på øen, fik vi lidt vand i flaskerne. Hun fortalte, at det er her Belgrades søger hen om sommeren, da øen byder på sport, parker, strand og restauranter. Så vi kørte hen til en bar/restaurant, hvor vi fik noget at at drikke og guiden fortalte at det var svært at få job, derfor begyndte mange på deres master. Emilie var i vandet til knæene, hvor der var små fisk. Efter i havde siddet og snakket og hygget lidt, cyklede vi tilbage. På turen tilbage stoppede vi ved byens 2 år gamle bro, og her fortalte hun, at broen havde været så dyr, at man næsten ikke havde råd til den.
Vi fulgte med Lindsey og Tea hjem, da vi ikke boede særlig langt fra hinanden. Vi aftalte, at mødes med dem på deres hostel, da der var en gratis pubcrawl, omkring kl. 21.30. Da vi kom tilbage til hostellet, løb Emilie lidt og Gitte vaskede tøj. Derefter lavede vi mad af det vi havde tilbage fra dagen før og inviterede Mila til at spise med os. Hun var alene, da hun havde været afsted med nogle venner, men hun skulle alene til Milano og videre til Spanien. Vi inviterede hele ligeledes med over og få en øl, hvor hun gav den første øl/Somersby. Efter at vi havde snakket et par timer og hygget os på hostellet i loungen, tog vi videre på en bar kaldet "Krug", som lå tæt på hostellet.
Vi fik et par øl og en drink, men vi hyggede os og mødte nye mennesker. Vi mødte blandt andet nogle fyre fra Tjekkiet. Emilie og nogle af de andre piger syntes at musikken var dårlig, så de forsøgte at bestille noget bedre dansemusik, som aldrig kom. Vi gik hjem i seng omkring 1-2 tiden.
mandag den 22. juli 2013
En dag i kirkens tegn
Toget ankom til Beograd kl. 6.32 og efter vi var blevet vækket 2 gange i løbet af natten, havde ingen af os sovet fantastisk. Især Gitte var træt. Vi stod af toget og Beograd om morgenen i fuld sol, var synet der mødte os. Byen bærer stort præg af at have været under kommunistisk styre, ligesom fattigdom præger bybilledet. Det lykkedes os uden det helt stor besvær at finde vores hostel, da det lå ret tæt på den faldefærdige togstation. Vores senge stod heldigvis klar, da vi kom og vi øjnede chancen for at få et par timers ekstra søvn. Det var i det hele en venlig velkomst vi fik, da vi ankom (vi fik blandt andet for mange penge tilbage i byttepenge).
Efter et par timers søvn, stod vi op for at tage ud og se byen. Damen på hotellet var venlig til at hjælpe og sørgede for, at vi havde navn/adresse på hostellet, men også for at vi have "ID-kort", hvis nu vi skulle blive stoppet af politiet. Vi startede med at gå op for at se blandt andet krigs-museet - som selvfølgelig havde lukket. LESSON LEARNED; tjek altid åbningstiderne på musee i guidebøgerne.
Da vi ikke havde spist morgenmad, begyndte sulten efterhånden at melde sig. Vi fandt derfor den første og bedste restaurant på det allermest turistede sted i byen. Tjeneren var meget venlig, idet han gav godt råd om serbisk traditionel mad. Vi endte med virkelig meget mad, som i at bordet var fuld af mad, i form af grillet kød (kylling, oksekød, pølser m.v.), pommes frites (som i menukortet, var beskrevet som grillede grønsager - skuffelse), serbisk salat til Emilie og serbiske kartofler til Gitte. Det traditionelle måltid gav derfor anledning til mavepine og guidebogen gav anledning til hovedpine. Det viste sig nemlig at samtlige museer m.v. var lukket om mandagen i Beograd. Vi konstaterede derfor hurtigt at Beograd var nitten om mandagen.
Som alternativ endte vi på en "byvandring". Vi gik ned forbi universitetet og "Studenterparken". Derefter gik vi forbi Hotel Moskva og det gamle palads, som vi gerne ville have været inde at se, men det måtte vi ikke pga. vores påklædning, åbenbart. Typisk. Ikke vores dag. Derpå gik vi hen til det nye plads og fik skæld ud for at tage billeder foran det. En smule irritable gik vi hen til parlamentsbygningen, som det også kun var muligt at se udefra.
Turen fortsatte til St. Marks Church, som var bygget efter en kirke i Kosovo og der var angiveligt begravet en helt i kirken. Lige bagved St. Marks Church lå en lille russisk kirke, meget lille. Den var udsmykket ret meget indeni og Gitte mente, at den passede perfekt til hendes bryllup.
Derefter gik vi ned til St. Sava Temple, som er verdens største ortodokse kurske. Den var meget stor og imponerende inden i, dog var den ved at blive renoveret. Lige ved siden af lå en helt lille kirke, som vi også var inde i - det blev til en dag i kirkens tegn. Ved kirken var der ind i en skraldespand, hvilket forårsagede en dårlig lugt.
Vi gik rundt og så på byen; et sjovt mix af kommunist/grå betonklodser, smukke bygninger og bygninger, der var blevet ødelagt under krigen, men som ikke var blevet bygget op igen, men som der vokser træer i. Fin potteplante, måske lidt dyr, meen..
Da vi nåede tilbage til togstationen, fortsatte vi mod James Hunyadis Tower - kun en rask lille gåtur på ca. 10 km. fra centrum af.Vi gik over floden, og gik ned langs vandet, mens vi nød udsigten. Der lå mange restauranter i Donau. Bydelen, hvor tårnet ligger, hedder Zemen. Den virkede meget anderledes, og stemningen var en helt anden. Husene var mere "villa-huse" og tempoet var langsommere. Det var ikke lige så hektisk. Der var nogle meget søde, små gader.
Vi fandt nogle små trapper op til tårnet. I tårnet gik vi hele vejen op og nød den smukke udsigt over byen og floden. I tårnet var en udstilling om Nikolas - en serbisk dude, der havde vundet en masse priser. Da vi skulle hjem igen, gik vi ned og tog bussen hjem, da det ville blive en lang gåtur hjem. På bussen kunne vi ikke finde ud af at købe en billet, og venlige som serbere er, var der straks to, uden engelskkundskaber, der tilbød deres hjælp. De forkladrede med fakler, at det kostede 150 dinarer og at billetten skulle købes af chaufføren. Da vi stadig må have set lige lost ud, gik den ene op for at købe billetter til os. Da der ikke kunne gives penge tilbage endte vi med at køre gratis. Da vi kom tilbage til hostellet, købte vi ind, trænede i parken, tog bad, lavede mad og hyggede os.
Efter et par timers søvn, stod vi op for at tage ud og se byen. Damen på hotellet var venlig til at hjælpe og sørgede for, at vi havde navn/adresse på hostellet, men også for at vi have "ID-kort", hvis nu vi skulle blive stoppet af politiet. Vi startede med at gå op for at se blandt andet krigs-museet - som selvfølgelig havde lukket. LESSON LEARNED; tjek altid åbningstiderne på musee i guidebøgerne.
Da vi ikke havde spist morgenmad, begyndte sulten efterhånden at melde sig. Vi fandt derfor den første og bedste restaurant på det allermest turistede sted i byen. Tjeneren var meget venlig, idet han gav godt råd om serbisk traditionel mad. Vi endte med virkelig meget mad, som i at bordet var fuld af mad, i form af grillet kød (kylling, oksekød, pølser m.v.), pommes frites (som i menukortet, var beskrevet som grillede grønsager - skuffelse), serbisk salat til Emilie og serbiske kartofler til Gitte. Det traditionelle måltid gav derfor anledning til mavepine og guidebogen gav anledning til hovedpine. Det viste sig nemlig at samtlige museer m.v. var lukket om mandagen i Beograd. Vi konstaterede derfor hurtigt at Beograd var nitten om mandagen.
Som alternativ endte vi på en "byvandring". Vi gik ned forbi universitetet og "Studenterparken". Derefter gik vi forbi Hotel Moskva og det gamle palads, som vi gerne ville have været inde at se, men det måtte vi ikke pga. vores påklædning, åbenbart. Typisk. Ikke vores dag. Derpå gik vi hen til det nye plads og fik skæld ud for at tage billeder foran det. En smule irritable gik vi hen til parlamentsbygningen, som det også kun var muligt at se udefra.
Turen fortsatte til St. Marks Church, som var bygget efter en kirke i Kosovo og der var angiveligt begravet en helt i kirken. Lige bagved St. Marks Church lå en lille russisk kirke, meget lille. Den var udsmykket ret meget indeni og Gitte mente, at den passede perfekt til hendes bryllup.
Derefter gik vi ned til St. Sava Temple, som er verdens største ortodokse kurske. Den var meget stor og imponerende inden i, dog var den ved at blive renoveret. Lige ved siden af lå en helt lille kirke, som vi også var inde i - det blev til en dag i kirkens tegn. Ved kirken var der ind i en skraldespand, hvilket forårsagede en dårlig lugt.
Vi gik rundt og så på byen; et sjovt mix af kommunist/grå betonklodser, smukke bygninger og bygninger, der var blevet ødelagt under krigen, men som ikke var blevet bygget op igen, men som der vokser træer i. Fin potteplante, måske lidt dyr, meen..
Da vi nåede tilbage til togstationen, fortsatte vi mod James Hunyadis Tower - kun en rask lille gåtur på ca. 10 km. fra centrum af.Vi gik over floden, og gik ned langs vandet, mens vi nød udsigten. Der lå mange restauranter i Donau. Bydelen, hvor tårnet ligger, hedder Zemen. Den virkede meget anderledes, og stemningen var en helt anden. Husene var mere "villa-huse" og tempoet var langsommere. Det var ikke lige så hektisk. Der var nogle meget søde, små gader.
Vi fandt nogle små trapper op til tårnet. I tårnet gik vi hele vejen op og nød den smukke udsigt over byen og floden. I tårnet var en udstilling om Nikolas - en serbisk dude, der havde vundet en masse priser. Da vi skulle hjem igen, gik vi ned og tog bussen hjem, da det ville blive en lang gåtur hjem. På bussen kunne vi ikke finde ud af at købe en billet, og venlige som serbere er, var der straks to, uden engelskkundskaber, der tilbød deres hjælp. De forkladrede med fakler, at det kostede 150 dinarer og at billetten skulle købes af chaufføren. Da vi stadig må have set lige lost ud, gik den ene op for at købe billetter til os. Da der ikke kunne gives penge tilbage endte vi med at køre gratis. Da vi kom tilbage til hostellet, købte vi ind, trænede i parken, tog bad, lavede mad og hyggede os.
søndag den 21. juli 2013
Fra Balatonsøen til Beograd
Idag stod vi noget tidligere op end middagstid. Emilie startede dagen med en løbetur og Gitte startede dagen med at læse. Da Emilie kom tilbage gik vi morgenmad og gik ned for at nyde den sidste dag ved søen. Vi nød et par timer i vandet og med at ligge og læse. Gitte blev især ret rød. Rejerød. Ved en 16-tiden gik vi op i huset og fik pakket taskerne, så vi var klar til at tage afsted. Men inden kørte vi lige en tur i Lidl, så vi havde proviant til togturen. Derefter kørte vi op på stationen og huskede at finde en postkasse, så vi kunne få sendt vores første postkort hjem.
Toget var 15 minutter forsinket, men endte med at være i alt 50 min. forsinkedet. Dette betød at vi ikke nåede det tog vi rigtig skulle have skiftet til for at komme til Budapest Keleti. Derfor måtte vi tage toget til Budapest Deli og så tage metroen derfra. Egentlig skulle vi have købt billet, men vi fik os snydt med alligevel, da ingen af os havde flere ungarske forint tilbage. Vi skulle begge tisse ret meget, så det var ret svært at løbe/gå hurtigt og vente nede i metroen, hvor der var ret mange mennesker. Heldigvis var dørene lige foran os, så vi nåede ind og fik en siddeplads.
Da vi kom til Budapest Keleti, fandt vi hurtigt det rigtige spor, så vi kunne nå at skynde os på toilet. Vi nåede også lige i kiosken og for at bruge de sidste forint, vi havde. Vi anede ikke lige hvor mange vi havde tilbage, så det lykkedes os selvfølgelig at skabe en lille kø, mens vi fandt de ting vi skulle have med på turen.
Vi kom ombord på toget, fandt vores pladser og læstet lidt. Der gik ikke mere end en times tid før Emilie sov. Gitte, som kan åbenbart kan sove allesteder, forsøgte også, men det lykkedes ikke rigtigt.
Omkring kl. 00-00.30 blev vi vækket af det ungarske politi, for at de kunne tjekke vores pas. Derefter kørte vi et par minutter, for igen at holde stille. Denne gang holdt vi ca. stille i 30-40 minutter, før det serbiske politik kom og tjekkede vores pas. Kunne de ikke bare have gjort det på samme tid? Gisp. Igen faldt Emilie hurtigt i søvn, mens Gitte måtte kæmpe lidt med det.
Toget var 15 minutter forsinket, men endte med at være i alt 50 min. forsinkedet. Dette betød at vi ikke nåede det tog vi rigtig skulle have skiftet til for at komme til Budapest Keleti. Derfor måtte vi tage toget til Budapest Deli og så tage metroen derfra. Egentlig skulle vi have købt billet, men vi fik os snydt med alligevel, da ingen af os havde flere ungarske forint tilbage. Vi skulle begge tisse ret meget, så det var ret svært at løbe/gå hurtigt og vente nede i metroen, hvor der var ret mange mennesker. Heldigvis var dørene lige foran os, så vi nåede ind og fik en siddeplads.
Da vi kom til Budapest Keleti, fandt vi hurtigt det rigtige spor, så vi kunne nå at skynde os på toilet. Vi nåede også lige i kiosken og for at bruge de sidste forint, vi havde. Vi anede ikke lige hvor mange vi havde tilbage, så det lykkedes os selvfølgelig at skabe en lille kø, mens vi fandt de ting vi skulle have med på turen.
Vi kom ombord på toget, fandt vores pladser og læstet lidt. Der gik ikke mere end en times tid før Emilie sov. Gitte, som kan åbenbart kan sove allesteder, forsøgte også, men det lykkedes ikke rigtigt.
Omkring kl. 00-00.30 blev vi vækket af det ungarske politi, for at de kunne tjekke vores pas. Derefter kørte vi et par minutter, for igen at holde stille. Denne gang holdt vi ca. stille i 30-40 minutter, før det serbiske politik kom og tjekkede vores pas. Kunne de ikke bare have gjort det på samme tid? Gisp. Igen faldt Emilie hurtigt i søvn, mens Gitte måtte kæmpe lidt med det.
lørdag den 20. juli 2013
Sejltur på Balatonsøen
På trods af byggearbejde og gøende hunde, formåede vi alle sammen at sove til middagstid. Vi fik spist lidt morgenmad, hvorefter Emilie, Laszlo og Gitte gik ned til søen, spillede lidt bold i vandet og tog sol, mens vi læste. Efter et par timer kom Laszlos storebror og sagde at vi skulle ud at sejle, så vi gik tilbage til huset og derefter kørte vi hen til næste by, hvor vi skulle sejle fra. Her købte vi ungarsk fastfood, som vi tog med på båden - en langos med ost og creme fraiche og en pandekage med nødder.Vi tog maden med på båden og spiste den, da vi var kommet ud. Det smagte okay.
Det var super hyggeligt at sejle og vejret og vinden var heldigvis med os. Da vi kom ud på søen, hoppede Emilie og drengene i vandet, mens Gitte blev på båden og tog billeder. Da vi kom på land igen, kørte vi op på et bjerg og nød udsigten over Balatonsøen.
Efter vi have nydt udsigten, kørte vi hjem og spiste. Senere på aftenen kørte vi ind til en større by og spiste en is og gik en tur. Der var en masse diskoteker, uden mennesker. Efter gåturen, kørte vi tilbage og gik i seng.
Det var super hyggeligt at sejle og vejret og vinden var heldigvis med os. Da vi kom ud på søen, hoppede Emilie og drengene i vandet, mens Gitte blev på båden og tog billeder. Da vi kom på land igen, kørte vi op på et bjerg og nød udsigten over Balatonsøen.
Efter vi have nydt udsigten, kørte vi hjem og spiste. Senere på aftenen kørte vi ind til en større by og spiste en is og gik en tur. Der var en masse diskoteker, uden mennesker. Efter gåturen, kørte vi tilbage og gik i seng.
fredag den 19. juli 2013
Afslapning ved Balatonsøen
Vi havde begge lidt tømmermændsagtige symptomer, da vi vågnede. Imens vi spiste morgenmad, legede de små svenske børn med fjernbetjeninger, tandstikker og sidst, men ikke mindst, knive. (Der boede en svensk familie, som skulle igennem vores værelse for at komme ind på deres, og de havde to små drenge.) Ikke nok med det larmede de forfærdeligt meget, hvilket hverken passede os eller Kinafar med de lange røde underbukser. Efter vi havde spist flyttede Kinafar sig endelig fra computeren, så vi kunne komme til at bestille hostel i Beograd. Selvom Kinafamilien havde minimum en iPad med til hver, benyttede Kinafar sig af den fælles computer til at læse nyheder. Efter vi havde booket hostel pakkede vi vores til og tog til Budepast Deli p.u., så vi kunne få købt pladsbilletter til toget mod Beograd.
Da vi havde købt dem, begav vi os hen til det aftalte sted, hvor Laszlo skulle samle os op. Imens vi ventede skrev Emilie postkort og Gitte kiggede lidt i guidebogen. I bilen sad Laszlo og Emilie og snakkede og Gitte sad på bagsædet og blundede/sov lidt. På motorvejen var der en familien fra Estonien, der havde tabte telte og soveposer udover motorvejen.
Efter ca. halvanden times kørsel var vi fremme ved huset. Det var et fint lille hus tæt på Balatonsøen. Laszlos mor og hendes veninde var der, da vi kom. Så dem kørte Laszlo hen til hans onkels lejlighed i den næste by, mens vi hoppede i bikinien og gik ned til søen og tog sol. Vi lå og hyggede os med at kigge i guidebogen, skrive postkort, hørte musik og var selvfølgelig ude at bade i den lækre sø, hvor man kan komme vildt langt ud.
Efter et par timers ved søen, gik vi op til huset og gjorde os klar og kørte i Lidl, for at handle ind til aftensmaden. Vi lavede en lækker salat med masser af hvidløg, bønner, mozzerella, linser og kylling. Efter vi havde spist gik vi ned til søen for at se solnedgangen, men desværre var den skjult bag skyerne. Derefter gik vi en tur hen langs søen og da vi kom tilbage til huset var Laszlos storebror kommet.
Emilie havde taget en ægte dansk Høkker snaps og Piratos ttil Laszlo som tak for at vi måtte komme med ud i hytten. Storebroren havde tager 3 flasker ungarsk vin med. Det var super lækker vin, som vi drak efter vi var startet med snapsen. Ved midnatstid tog vi ned og badede i søen (med svømmetøj). Det var ikke længe vi badede, men det var nu meget sjovt. Derefter gik vi tilbage til huset og snakkede lidt inden vi gik i seng.
Da vi havde købt dem, begav vi os hen til det aftalte sted, hvor Laszlo skulle samle os op. Imens vi ventede skrev Emilie postkort og Gitte kiggede lidt i guidebogen. I bilen sad Laszlo og Emilie og snakkede og Gitte sad på bagsædet og blundede/sov lidt. På motorvejen var der en familien fra Estonien, der havde tabte telte og soveposer udover motorvejen.
Efter ca. halvanden times kørsel var vi fremme ved huset. Det var et fint lille hus tæt på Balatonsøen. Laszlos mor og hendes veninde var der, da vi kom. Så dem kørte Laszlo hen til hans onkels lejlighed i den næste by, mens vi hoppede i bikinien og gik ned til søen og tog sol. Vi lå og hyggede os med at kigge i guidebogen, skrive postkort, hørte musik og var selvfølgelig ude at bade i den lækre sø, hvor man kan komme vildt langt ud.
Efter et par timers ved søen, gik vi op til huset og gjorde os klar og kørte i Lidl, for at handle ind til aftensmaden. Vi lavede en lækker salat med masser af hvidløg, bønner, mozzerella, linser og kylling. Efter vi havde spist gik vi ned til søen for at se solnedgangen, men desværre var den skjult bag skyerne. Derefter gik vi en tur hen langs søen og da vi kom tilbage til huset var Laszlos storebror kommet.
Emilie havde taget en ægte dansk Høkker snaps og Piratos ttil Laszlo som tak for at vi måtte komme med ud i hytten. Storebroren havde tager 3 flasker ungarsk vin med. Det var super lækker vin, som vi drak efter vi var startet med snapsen. Ved midnatstid tog vi ned og badede i søen (med svømmetøj). Det var ikke længe vi badede, men det var nu meget sjovt. Derefter gik vi tilbage til huset og snakkede lidt inden vi gik i seng.
torsdag den 18. juli 2013
"I can do you both"
Vi stod op ved en 8-tiden, da vi ville nå at se Nationalhistorisk museum inden vores Budapestcards udløb til middag. Vi gjorde os klar, spiste morgenmad og begav os endnu engang mod Castle Hill, som vi igen gik op ad. Fordi vi gik og snakkede og hyggede os, kom vi til at gå ind på det ungarske nationalgalleri istedet for. Det registrede vi først, da vi var inde på en af udstillingerne, så vi kiggede lidt derinde (det var ret svært, at komme ud igen, da personalet hele tiden pegede os i diverse retninger). Vi spurgte vagten, om hvor det historiske museum var henne, og han guidede os derhen.. Det lå i samme bygning, bare på den anden siden. Tsk. Vi havde kun en lille times tid derinde, men det var en spændende udstilling, hvor vi lærte lidt om hvordan Buda og Pest voksede sammen i sin tid, om byens nyere historie og så var der en udstilling om slottets historie i kælderen.
Derefter krydsede vi Donau og gik op på Citadel. Udsigten deroppe var super lækker, og vi sad og nød udsigten udover Budapest, mens vi snakkede. Bagefter begav vi os hen for at se Parlamentet, som Emilie rigtig gerne ville se. Desværre var det under renovering og hvis man skulle indenfor, skulle man bestille tid i forvejen. Derefter gik vi hen ad Andrassy street (som vi også boede på) ud til Heroes Square. Lige bagved var en hyggelig park, hvor vi satte os og slappede af. Ved siden af os var der en mand, der var ved at øve brasiliansk kampdans, som gav os et lille grin. Efter lidt chill besluttede vi os for at gå tilbage mod hostellet. Emilie var ret hooked på en is, desværre fandt vi bare ikke en på vejen tilbage.
Da der kun var 25 min. til vores Budapestcard udløb skyndte vi os tilbage til metrostationen. Det passede lige med at vi skulle mødes med Laszlo kl. 12.30. Da han havde skrevet, at han blev en halv times tid forsinket, besluttede vi os for at udforske den fine kirke, der lå 100 m. væk fra hostellet. Vi fandt ud af at det var den mest berømte kirke i Budapest og at den hed St. Stephens.
Da klokken var ved at være 13 gik vi mod pariserhjulet, hvor vi havde aftale at mødes med Laszlo. Mens vi sad og ventede udnyttede Emilie tiden til at skrive et par postkort. Da han kom, viste han os hen til en "fastfood"-restaurant, hvor vi fik den lækreste mangosuppe med mandler og creme fraiche til forret og kylling, tzatiki og græsk salat til hovedret. Det smagte super lækkert og kostede kun 1500 Ft, hvilket er omkring 37,5 kr.
Derefter krydsede vi Donau og gik op på Citadel. Udsigten deroppe var super lækker, og vi sad og nød udsigten udover Budapest, mens vi snakkede. Bagefter begav vi os hen for at se Parlamentet, som Emilie rigtig gerne ville se. Desværre var det under renovering og hvis man skulle indenfor, skulle man bestille tid i forvejen. Derefter gik vi hen ad Andrassy street (som vi også boede på) ud til Heroes Square. Lige bagved var en hyggelig park, hvor vi satte os og slappede af. Ved siden af os var der en mand, der var ved at øve brasiliansk kampdans, som gav os et lille grin. Efter lidt chill besluttede vi os for at gå tilbage mod hostellet. Emilie var ret hooked på en is, desværre fandt vi bare ikke en på vejen tilbage.  |
| Udsigten fra Citadel |
 |
| Heroes Square |
Om aftenen tilmeldte vi os en pubcrawl og hyggede os med at gøre os klar. Tænk, at tøjkrise er mulig med det begrænsede udvalg, vi havde med. Vi gik ned mod Burger King hvor vi skulle samles. Vi havde ingen anelse om hvem der ville komme, om de ville komme eller om vi var det rigtige sted. Vi ventede bare og kiggede på mennesker og vurderede, om de lignede nogen, der skulle med på pubcrawl. Mens vi stod og ventede, kom en gammel, klam, nasty neger hen og tog Emilie på røven. Da han færdiggjorde det opkald, som han havde gang i, gik han hen til hende og sagde "nice ass". Han blev meget nærgående og forsøgte herefter at røre os begge to og kom med nasty kommentarer, som "I can do you both", "I am good for it".. Vi gik ligesom i hver sin retning, hvilket blev et problem for ham, så han forfulgte Gitte, som forsøgte sig med at vi var lesbiske, men det stoppede ham ikke. Behøver vi sige, at vi var ret glade for, at han ikke var en af arrangørerne?
Med på pubcrawlen var 1 engelsk dude ("klister" Max), 2 piger fra Hong Kong, 2 fyre fra Brasilien, 1 gammel franskmand, 2 snobbede piger fra San Francisco, 2 arrogante fyre fra Australien og så os selvfølgelig. Vi var på 3 ruinbarer, som Budapest er kendt for. Det første sted fik vi en traditionel ungarsk drink, som var rosé/rødvin blandet med danskvand. På de næste to barer fik vi ungarsk øl. Stemningen blev bedre efterhånden, som folk fik alkohol indenbords. Da vi skulle forholdsvis tidligt op, tog vi ikke med videre på natklub.
Men vi blev lidt på den sidste ruinbar, hvor vi prøvede at komme af med Max, som klistrede sig til os. Han fattede absolut ikke en pæn hentydning, så vi måtte komme på en eller anden historie, for at få ham til at tage af sted. Stedet var ret cool, og der var blandt andet træer indenfor. En meget pushy og cheesy franskmand havde set sig varm på Emilie - hvilket betød gratis øl til Gitte. Hjemturen til hostellet var meget munter, vi havde ikke rigtig en idé om hvor vi sådan befandt os, men hjem kom vi da. På vejen hjem fik vi også snakket med et par stykker og efter at have indtaget lidt natmad gik vi i seng - vi skulle jo tidligt op.
Abonner på:
Opslag (Atom)